Af Cecilie Maschke Eriksen, autoriseret psykolog hos MindMinders i Esbjerg.
Kender I det, at I er sammen med nogen, som er kede af det? Eller som på en eller anden vis går igennem en krise? Og så sker der noget i jer selv?
Jeg kender det alt for godt! Og jeg kender mange forskellige følelser i de situationer. En af følelserne er trangen til at berolige. At forsikre den anden om, at det nok skal blive godt igen. Men jeg oplever også ofte, at det ingen effekt har. For det første har de prøvet at sige det til sig selv. For det andet; hvor ved jeg det fra? Jeg kan jo ikke se ind i fremtiden. Jeg hader i øvrigt også selv, når nogen siger det til mig. For det hjælper mig faktisk ikke i de situationer, hvor jeg overvældes af bekymringer, tristhed eller andet.
Jeg har også oplevet, at andre har forsøgt “at fikse” det, som er på spil i mig. I ved, sådan en rigtig løsningsorienteret type. Som kommer med alverdens forslag, der i teorien kan få det hele til at ordne sig. Jeg kan også selv finde på at falde i den fælde. At jeg prøver at gøre alt i min magt for “at fikse det”. For jeg er egentlig også sådan en rigtig løsningsorienteret type. Jeg har ofte undret mig over hvorfor? At forsøge at fikse andres smerte vil oftest vise sig umulig, fordi jeg jo ikke kan tage den fra dem. Når jeg ikke kan tage den ud af dem og tage den fra dem, så kan jeg ikke fjerne smerten. Ej heller fikse den. Så det er da egentlig tosset at prøve.
Jeg har også oplevet, at andre havde svært ved at håndtere, at jeg havde trælse følelser på spil. At nogen har trukket sig fra min smerte. Måske netop pga. de førnævnte følelser? Behovet for at berolige? Eller fikse? Og det kan man ikke. Måske bliver det for svært ikke at kunne “gøre noget”?
Noget jeg selv har opdaget som hjælpsomt er, når den eller de omkring mig “bare” er der. “Bare” rummer. “Bare” favner. Og forsøger at forstå. Uden at forsøge at fikse eller berolige. Når jeg bliver favnet – når mine svære følelser bliver rummet, så falder jeg følelsesmæssigt til ro – og så kan vi tale om “hvad så nu”? Så kan vi tage den løsningsorienterede hat på.