af Jens Bollerup, Ledercoach hos MindMinders
Mange ledere bruger en del af sommerferien til at tænke på de udfordringer, de har foran sig. Det kan være i forhold til egen karriere, afdelingen eller virksomheden. Tankerne går ofte i retning af nye mål for de kommende måneder eller år. Som ledere kan vi i ferien nå frem til, hvad prioriteterne skal være, når vi møder velforberedte og energifyldte tilbage.
I en sommerferie præget af et forår, der måske har ændret ferieplanerne, og med udsigten til en anden fremtid end vi nok tænkte på ved Nytårsaftenens champagnefejring, er det nærliggende at stoppe op og se ud over landskabet for at sætte kursen. Måske en ny kurs. Måske den samme kurs. Måske med ændret hastighed for fremdriften. Uanset hvilken kurs og fart, der sættes ud med efter sommerferien, ligger der i år en ekstra vigtig opgave, når vi vender tilbage fra en velfortjent ferie.
Informationen til medarbejderne
I år er det endnu vigtigere end ellers, at lederens overvejelser om fremtiden – og måske endog beslutninger truffet i sommerferien – kommunikeres ud til medarbejderne. Og at kommunikationen om kurs og fart ikke alene gælder, hvad der skal ske. Men også hvorfor. Altså hvad der ligger bag beslutningerne. Og at der levnes plads til de udfordrende spørgsmål, med et forståeligt svar. Måske endog et foreløbigt svar, der senere følges op af et uddybende svar.
Kollegerne – særligt de yngre – er vokset op i en udviklingskultur. Med forventning om at de selv bidrager til udviklingen og er omstillingsparate. Disse medarbejdere efterspørger viden, men også noget så grundlæggende som tryghed i en usikker verden. Og står medarbejderen med en følelse af utryghed, eller af at være udenfor indflydelse på sin egen situation, er det nærliggende for disse engagerede og handlekraftige kolleger, at tage situationen i egen hånd.
Organisationens beståen
Vores kommunikation efter sommerferien er ikke alene vigtig, for at få retning, tempo og mål ud i organisationen. Men i endnu højere grad for at skabe tryghed. En reel tryghed hvor medarbejdernes spørgsmål besvares, og den udstukne kurs giver mening. For uden accept og tryghed i en udfordrende og usikker verden, kan kollegerne meget vel søge grønnere græsgange i forventning om involvering, information og indflydelse på sin egen situation og tryghed.
Sker det står vi overfor helt andre udfordringer end feriens tanker om vækst og fremdrift. For så udfordres vi jo af ændringer i organisationen, hvis de kolleger, vi har tænkt ind i planerne, vælger nye græsgange. Så lad dette være en opfordring til involvering med tillidsfuld og gensidig dialog om, hvad vi som ledere ser i fremtiden.
Savner du faglig sparring med en arbejdspsykologisk tilgang til din interne kommunikation, kan du altid række ud efter os hos MindMinders.