Den internetanske kommunikation

Min kollega, Louise, gør i sit blogindlæg opmærksom på, at der med smartphonens indtog i hverdagen også følger en række skyggesider. En af de skyggesider er den måde hvorpå vi kommunikerer via Internettet og de sociale medier. Eller snarere den konsekvens det har for vores kommunikation, at vi nu blot kan sidde bag en skærm og miste blikket for, at der sidder et andet rigtigt menneske i den anden ende som modtager. 

De små “lokale” grupper

På Facebook fylder det mere, hvad der foregår af negative ting i byerne. Om det er hundehømmere på fortovet, hærværk af børnenes legeplads eller ødelagte flasker på vejene. Det er trælse ting at se i bybilledet, og det er ærgerligt, at sådan noget foregår. Det kan vi ikke være uenig i. Disse forhold bliver ofte stillet til skue i de små lokale grupper, og her er de fælles dommere og bødler hurtige til at kaste om sig med skældsord, og ligefrem trusler. Trusler mod børn og unge, som de antager, er synderne. 

Jeg sidder ofte med åben mund og polypper, når jeg læser tråde på de sociale medier, hvor voksne mennesker tyr til voldsomme verbale udmeldinger. Og så skammer jeg mig faktisk en lille smule. Er det virkelig sådan, vi er blevet? Er det sådan vi tænker, at kulturelle og samfundsmæssige udfordringer løses? 

Perceptionens frygtelige små fælder

Hvad hvis der sidder en forælder og ved, at lige netop deres barn/unge har været involveret i nogle af de omtalte hændelser, og at hændelserne er fremstillet ude af proportioner eller ligefrem er usande? Eller for den sags skyld fremstillet helt korrekt? Eller hvis hundeejeren genkender sted og situation, men ved, at lige netop den dag havde Muffi dårlig mave og ejeren ikke nok poser med? 

Tingene er ikke altid, som vi umiddelbart tror. Sommetider er hundeejere tarvelige, når de lader efterladenskaber ligge. Nogle gange kan børn/unge opføre sig dumt. Men at det nogle gange er sådan, må ikke farve vores forståelse til, at sådan er det altid. Undersøgelser viser, hvordan stereotype forestillinger kan være med til at farve vores perception – vores evne til at se, opfange, bearbejde indtryk. Det betyder altså, at hvis vi først har en opfattelse af, at hundeejere efterlader hømmere, eller unge på knallert laver ballade, så har vi tendens til at lade vores perception af en konkret situation farve af vores forståelse. Dermed risikerer vi at overse dele af, hvad der sker.

Kan vi udfordre vores forforståelser?

Det skaber nogle uhensigtmæssige måder at forholde sig til de udfordringer, som vi kunne være fælles om. Det giver ikke mod og lyst til at stille sig frem og tage ansvar, når der er skabt en lynch-stemning baseret på formodninger. Og hvis ingen tør tage ansvaret af frygt for repressalier eller ekskludering, så kommer vi ikke udfordringerne til livs. 

Jeg har en forhåbning om, at hvis vi vender blikket mod vores egne forforståelser og måske stiller spørgsmålstegn ved vores umiddelbare indtryk, så vil vi måske være bedre i stand til at se på verden med et mere nuanceret blik. Et blik, hvor vi ikke møder alt vi ser, med fordomme og fordømmelser. Og måske det blik kan medvirke til en mere nuanceret, nysgerrig og reflekteret kommunikation på nettet, fremfor det fokus, hvor vi hænger gud og hver mand ud som bøller. Kunne det ikke være rart?