Kristina og jeg har holdt oplæg om at passe på sig selv og hinanden i arbejdet med mennesker og relationer. Som psykologer, medmennesker, forældre og ledere af MindMinders har vi været optaget af dette tema igennem nogle år. Et af vores fokusområder er forventningerne, som både andre og vi selv som behandlere har til vores indsats i mødet med klienterne. Herunder forventningen om lindring af den lidelse og smerte, som de kommer med.
Forventningernes tilstedeværelse i terapien
Jeg påvirkes i høj grad af andres og i særdeleshed mine egne forventninger til mig selv. Jeg forstår, at mine klienter har en forventning om, at jeg som psykolog skal kunne lette dem for deres lidelse. Jeg forventer også af mig selv, at jeg kan hjælpe.
Sådan er det bare ikke altid. Som psykolog trækker jeg på den viden min uddannelse og efterhånden mangeårige erfaring har givet mig. Jeg trækker også på de mere personlige sider i mig. Psykologen i mig kan således ikke adskilles fra mig, og jeg kan ikke adskilles fra psykologen. Men jeg er som alle andre også et menneske, der begår fejl og har mangler. Jeg ved, at jeg ved noget. Jeg ved også, at jeg ikke ved det hele, og jeg ved, at jeg fortsat har meget at lære, og derfor ikke hver gang vil kunne leve op til andres eller egne forventninger.
Det er hårdt og skamfuldt at erkende, og jeg kan mærke, at det kræver mod at være offentlig omkring det. Jeg vil nødig stemples som en dårlig psykolog. Erkendelsen af mine fejl er imidlertid vigtig for mig. Kun på den måde kan jeg tage imod den lære, som jeg møder på min vej. Jeg bestræber mig således på at holde et åbent og læringsparat sind. Dét er, ud over dét at kunne lindre og hjælpe, min forventning til mig selv.
Åbenhed om egne fejltagelser udvikler os
En sådan læring gjorde jeg i sidste uge. Jeg er trist over, at jeg ikke fik den før, men også taknemmelig over, at jeg overhovedet har gjort den. I et afsnit af podcasten “Pia og Psyken” ser hun på behandlingen af klienter, som har været/er udsat for vedvarende vold. Det forklares, at ofret må forventes at være i alarmberedskab en stor del af tiden – også imellem overgrebene. I den tid har offeret tilsyneladende ikke adgang til sin tænkende hjerne og er således ikke i stand til at forklare, hvad der sætter alarmberedskabet igang. Det samme gælder spørgsmålet om, hvordan vedkommende bedst kan hjælpes. Jeg kan godt se, at det er sådan, det må hænge sammen, men jeg har aldrig været helt så bevidst om det. I mit arbejde er jeg således kommet til at stille store krav om svar på mine spørgsmål. Spørgsmål stillet i mine bestræbelser på at deaktivere deres alarmberedskab. Når jeg tænker tilbage, har det faktisk heller ikke været særlig virksomt. Med min nye viden håber jeg fremadrettet at kunne tage bedre hånd om de mennesker jeg møder, når deres alarmberedskab aktiveres. Det vil jeg i hvert tilfælde bestræbe mig på.
Det er et vilkår, at jeg må erkende de fejl, jeg har gjort for at kunne tage ny læring ind. Det er ærgerligt, at åbenheden om dette aktiverer min skam og frygt for at blive stemplet som dårlig psykolog.