Forbudte følelser?

psykolog

Er det forbudt at føle at livet kan være svært? Jeg støder desværre ofte på den opfattelse. I Afrika lever mange millioner mennesker i sult og under forhold, som får Danmark til at ligne et problemfrit land. Så når jeg har det svært, piver jeg så bare over ingenting…? 

Spørgsmålet er, om de to set-up kan sammenlignes? Og bør de sammenlignes?

Det er ikke det eneste, vi kæmper med i sammenligningen, når det kommer til ‘lovligheden’ af at have det svært. Vores personlige kriser sammenlignes også med naboens, eller søsterens, eller kollegaens. Men vi mennesker reagerer indbyrdes forskelligt på samme situation, fordi vi er vidt forskellige! Forskellige både mht. personlighed, livssituation, sårbarhed og meget andet. Og alle disse forhold spiller ind på, hvordan vi reagerer på kriser. Det bør vi huske på, når vi står over for en, der har det svært.

Svaghed?

Hvem har ikke prøvet, at blive mødt med himmelvendte øjne? Og et modsvar om, at ’i det mindste har du det ikke lige så svært som den og dem’? Eller med tiltænkt beroligende kommentarer om, at ’det nok skal gå alt sammen’. Det sker også at nogle endda mødes med en undren over reaktionen, for ‘Karl var der også, og han har det ikke så slemt’. 

Alle er former for modsvar, som på en eller anden måde underkender de følelser og den oplevelse, som jeg og andre kan stå med. Måske fordi det kan være svært at forholde sig til andres svære følelser? Eller fordi andre kan få det indtryk, at de skal ‘fikse’ det? Så spørger jeg mig selv: Piver jeg? Er jeg for krævende? Eller er jeg svag? 

Skal vi sammenligne?

At der er katastrofer og dårligdom verden over, kan ikke sidestilles med tilstanden i vores indre verden – og det bør heller ikke sidestilles. At ‘Karl’ oplevede det samme, og ikke reagerer på samme måde, kan ikke sammenlignes – og det bør heller ikke sammenlignes. Vi har alle noget at bokse med en gang i mellem, og dér har vi brug for støtte og omsorg. Vi har brug for forståelse og opbakning til at komme igennem det svære. 

Min kollega, Anne-Sofie, skriver i sit indlæg “Det er helt Normalt II” om ’normale følelser’. Hun skriver om, hvordan hovedparten af de følelser, vi oplever, føles negative. For os alle sammen. Og at vi derfor kan dele dem med hinanden. For det har vi til fælles. Jeg kan kun give hende ret. Der er muligvis ikke en løsning på, hvordan vi gør op med forestillingen om, at man ikke må have det svært. Men måske er det et skridt på vejen at begynde hos sig selv. Lyt og anerkend, når nogen åbner sig for dig. Og del selv – bare lidt! – når du har det svært. Det handler selvfølgelig ikke om at dele ukritisk med hele verden. Men det handler om at være ærlig og rykke lidt tættere på de mennesker, vi har i vores liv. Jeg tror, at vi bliver stærkere og føler os mindre forkerte sådan. 

Cecilie Maschke Eriksen