Det er uendelig nemt og tit sker det, helt uden vi er bevidste om det… at vi gør os nogle forestillinger om, hvordan ting hænger sammen, som så bliver til den virkelighed, vi lever udfra. Hvis vi går dem efter i sømmene, finder vi ofte, at forestillingerne beror på et spinkelt grundlag, og at de tit tager afsæt i tidligere oplevelser. Man kan således tale om, at virkeligheden vi derved lever efter, udelukkende er vores egen skabt af vores indre. Det sker på den måde ikke så sjældent, at vi kommer til at tage os selv og andre som gidsel i disse historier.
Jeg husker fx for en uge siden, hvor jeg fik bildt mig selv ind, at min datter måtte være sur på mig, fordi hun ikke svarede på mine telefonopkald. Og som om det ikke var nok – så fik jeg efter endnu et par mislykkede kontaktforsøg også overbevist mig selv om, at hun bevidst ignorerede mig. Heldigvis faldt den historie, jeg var i færd med at bygge op, til jorden i god nok tid til, at den ikke gjorde skade. Hun ringede til mig, og med tilfredshed og glæde i stemmen fortalte hun, at hun nu havde lånt en telefon af en veninde, imens hendes egen var til reparation. Jeg kom flovt i tanke om, at hun et par uger forinden havde nævnt noget om en død telefon. Flov fordi jeg havde glemt det og endnu mere flov, fordi jeg ved at have tilskrevet hende falske motiver havde taget hende som gidsel i min fortælling om, hvorfor hun ikke havde svaret mig på mine opkald.
Heldigvis nåede denne historie ikke at komme imellem os. Ingen nåede at føle sig misforstået, bebrejdet eller anklaget. Men det kunne være endt sådan. Når det sker, er det selvfølgelig ikke fordi nogen af os vil den anden det ondt, og tit kan vi efterfølgende ærgre os over, at vi ikke fik spurgt ind til årsagerne, men i stedet blev ved vores antagelse og fik bebrejdet eller i værste fald anklaget den anden uden grund.
Brené Brown behandler dette tema i sin bog Rising Strong. Hun anbefaler, at vi tager ansvar for de historier, vi fortæller os selv, og at vi går i dialog med den anden og derigennem tjekker og justerer historierne. Det åbner ofte for nye perspektiver og dermed flere handlemuligheder. Jeg er selv vældig inspireret af denne metode til at arbejde med de historier, jeg fortæller mig selv.
I forhold til min datter endte historien med, at jeg fortalte hende, at jeg havde undret mig over, at jeg ikke havde hørt fra hende, og at jeg havde være helt derude, hvor jeg troede hun var sur og ignorerede mig. Hun svarede “nej, hvorfor skulle jeg være det?” og så grinte vi sammen. Sådan blev vi begge lidt klogere på os selv og hinanden, fortæller jeg mig selv…
Dette indlæg er skrevet af Maria og har været bragt som klumme i Aabenraa Ugeavis i 2018.