Historierne vi fortæller os selv
… og om hvordan vi kan tage ansvar for dem og blive mere frie i samspillet med andre
Det er uendelig nemt og tit sker det, helt uden vi er bevidste om det… at vi tager os selv og andre som gidsel i de historier, vi fortæller os selv og ikke så sjældent kommer historierne imellem os og dem vi er tæt på, så begge føler sig misforstået, bebrejdet eller decideret anklaget. Vi gør det selvfølgelig ikke, fordi vi vil nogen noget ondt og tit kan vi se det efterfølgende og ærger os gule og grønne over, at vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere dette mønster på en mere hensigtsmæssig måde.
Brené Brown skriver om dette tema i sin bog Rising Strong. Hun fortæller om en oplevelse, hvor hun sammen med sin mand, Steven, svømmer i en sø. Hun søger nærværet med ham, men oplever ikke han er tilgængelig for invitationen. Hun fortæller sig selv, at det er fordi, han ikke længere finder hende så attraktiv i badedragt. Da de kommer på land igen, fortæller hun ham om den historie, hun har fortalt sig selv. Han svarer hende ved at fortælle om, hvordan en drøm han havde haft – hvori han svømmede på søen og ikke kunne rede deres barn fra at drukne – fyldte hans tanker på svømmeturen. Hun forstår derefter, at hans fravær ikke handlede om hende.
I bogen anbefaler hun, at vi tager ansvar for de historier, vi fortæller os selv og at vi – som hun gør med sin mand – går i dialog med den anden, og derigennem søger at realitetsteste og korrigere historien. Det åbner ofte for nye perspektiver og dermed flere handlemuligheder.
Jeg er selv vældig inspireret af denne metode til at arbejde på ændring at mine indre arbejdsmodeller, ligesom flere der kommer i klinikken, bliver introduceret for den. Jeg oplever ofte det fordrer tålmodighed med mig selv når jeg arbejder på at ændre mine mønstre, men når det lykkes får jeg langsomt nye erfaringer, så jeg ikke behøver sidde fast i mine forudindtagetheder men kan være mere fri med dem omkring mig.