Tre faser for helbredelse

Schmidt
Anja Schmidt, aut. psykolog og dagl. leder hos MindMinders i Horsens, samt leder af MindMinders Erhverv

I en del år har jeg interesseret mig for traumer, hvordan vi forstår dem, hvornår vi kalder noget for et traume og hvad det betyder at have pådraget sig et – eller måske flere.
Det er kort sagt et meget omfattende emne og i disse år er en omfattende udvikling i gang blandt professionelle som beskæftiger sig med dette emne. Der diskuteres hvordan et traume diagnosticeres, om det skal forstås som noget der er en enkeltstående hændelse eller om traume også kan anvendes i relation til udviklingsforstyrrelser set i lyset af for eksempel opvækstsbetingelser. Ikke mindst handler diskussionerne også om, hvilken behandlingsform der egner sig til at anvende overfor en traumeproblematik.


Igennem tiden, i min faglige psykologiske udvikling, er det blevet tydeligt for mig, at jeg navigerer bedst i at kunne forklare tingene helt simpelt – ikke mindst for min egen skyld (-: I forhold til emnet traume har det givet rigtig god mening for mig, at forstå traumer som reaktioner på omstændigheder, som man ikke har redskaber til at håndtere og regulere sig selv med, når man står midt i dem, og at der sætter sig mærkbare spor i krop, følelser og tanker bagefter.


Efter at have uddannet mig til at kunne arbejde med traumer, har særligt én rammesætning at arbejde ud fra givet god mening for mig – nemlig den amerikanske psykiater Judith Hermans trefasemodel. I sin enkelthed antager modellen, at der skal ressourcer til, for at kunne skabe forandring. 

Forsikringsplanlægning og risikostyring - Emmaus


De tre faser indebærer for det første at arbejde med opbygning af ressourcer. Ressourcerne omhandler at få redskaber og erfaringer med at regulere sig selv. Det kan handle om helt enkle strategier som for eksempel at trække vejret bevidst og mærke hvilken forskel det kan gøre i kroppen. Eller at bede andre om hjælp og få erfaring med de følelser, der ledsager at blive imødekommet. I anden fase handler det om at bearbejde de traumatiske erindringer og at kunne mindes dem uden af få det skidt af det og at få en anden erfaring i krop, følelser og tanker. Sidste fase handler om at integrere denne erfaring med sin forståelse af sig selv og så at sige få en ny platform i livet at stå på.


Ressourcefasen handler om stabilisering og om etablering af tillid og tryghed. Både mellem den professionelle og patienten, men i mindst lige så høj grad inde i patienten. Når vi får redskaber til at kunne regulere os selv, får vi nemlig også en meget bedre fornemmelse af os selv og mere tillid til ‘at vi nok skal klare det’. Det skriver mine kollegaer blandt andet om i blogindlæggene Det bevidste nærvær og i Åndedrættets magt


Jeg synes vi kan lære noget værdifuldt af denne trefase tænkning. Især i relation til at bevidstgøre os hvilke måder vi regulerer os på, hvor bevidst og regelmæssigt vi gør det, og ikke mindst hvornår vi har svært ved det. Uanset hvad vi ønsker at helbrede, så må der tilføres noget til ligningen. At åbne en bevidst ressource-konto koster ikke noget, den trækker kun positive renter, der er ingen gebyrer, og man kan altid logge ind hos sig selv for at tjekke status. Med andre ord tror jeg det kunne nytte alle at være on-line med sig selv – helt off grid (-: