Nogle tanker omkring den danske sorgkultur

psykolog aabenraa esbjerg

Af Louise Kettner Lindved, Autoriseret psykolog hos MindMinders i Aabenraa og Esbjerg

Jeg har på det seneste været ret optaget af den danske sorgkultur – eller mangel på samme. 

Når jeg taler om sorg, taler jeg om den følelsesmæssige og fysiske tilstand, vi befinder os i, når vi har mistet noget eller nogen, som er betydningsfulde for os. Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan leve et godt og meningsfuldt liv uden at opleve at miste, og derfor opfatter jeg sorgen som et grundvilkår for os som mennesker. På trods af det har jeg indtryk af, at mange af os har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere sorgen, når vi møder den hos os selv og andre.

Vi skal ikke ret langt syd på, før vi finder kulturer, som har helt klare regler for, hvordan man skal forholde sig, når man selv, eller når nogen i ens omgivelser, har mistet – ikke bare på kort, men også på lang sigt. Sådanne klare regler kan selvfølgelig have sine ulemper, hvis de bliver for rigide, men i det store og hele medvirker de til at sikre, at der bliver taget hånd om den, der har mistet, i følelsesmæssig såvel som i fysisk forstand.

For hundrede år tilbage, havde vi også sådanne klare regler i Danmark. I takt med at vores samfund er blevet mere individualiseret, er reglerne imidlertid blevet mere utydelige, og det er i tiltagende grad blevet op til os selv at finde ud af, hvordan vi vil håndtere sorgen, når vi møder den hos os selv og andre. Godt nok har vi nogle ritualer, som vi kan trække på umiddelbart efter, at vi har mistet, som f.eks. begravelsen, men lige så snart den er overstået, er vi i høj grad overladt til os selv. Og det kan bidrage til at skabe en usikkerhed hos den sørgende såvel som hos dennes omgivelser! En usikkerhed, som kan have betydning for, hvorvidt vedkommende får den nødvendige omsorg og støtte, for når vi er usikre på, hvad der forventes af os, bliver vi nemt tilbøjelige til at undlade at handle – ikke fordi vi ikke ønsker at handle, men fordi vi bliver bange for at handle forkert, og dermed for at komme til at gøre en svær situation endnu sværere.

Jeg tænker ikke, at det er realistisk – eller ønskværdigt – at vende tilbage til den sorgkultur, vi havde for hundrede år siden, men jeg kunne godt ønske mig, at vi blev bedre til at tale om sorgen samt om, hvordan vi kan håndtere den, når vi møder den hos os selv og andre! Fordi det er nemmere at handle på dét, vi kan tale om – selv når ord ikke helt er dækkende, som det ofte er tilfældet med sorg.